Dette kursus er skabt for at møde den interesse, der er hos trænede psykoterapeuter i forhold til metoden. Det kursus forudsætter forudgående deltagelse på RTT 5 dages-kurset og også gerne 5-dages kursus om Autoritet og traumer. Kurset vil formentlig blive gentaget een gang årligt eller een gang hvert andet år - og kan med udbytte tages flere gange.
Kriterier for deltagelse i kurset er:
- Deltagelse på RTT 5 dage
- Minimum een forudgående psykoterapeutisk efteruddannelse og gerne en traumeterapeutisk træning også.
- Arbejde som psykoterapeut gerne med fokus på traumeterapi
Intro til 5-dages kurserne ”Autoritet og traumer” og ”Tilknytning og traumer”.
Autoritet og tilknytning er 2 grundlæggende eksistentielle temaer. Autoritetstemaet handler om styring, status, hierarki og virkelighedsopfattelse. Tilknytningstemaet handler om balancen mellem nærhedssøgen og individuel differentiering og udforskning.
Begge temaer påvirkes af traumer begge temaer er i vores erfaring tilstede i en traume-bearbejdningsproces hele tiden.
I relationelle traumer berøres enten begge eller et af temaerne direkte som del af begivenheden. Faretraumer eller andre traumer, som ikke er relationelle har begge temaer i fokus i mødet med omverdenen efter traumet. Er der en relationel kontekst, hvor traumereaktioner kan blive reguleret i gensidighed? Eller står mønstre omkring autoritet og/eller tilknytning i vejen for gensidig regulering?
Hvis traume-tilstande og erindringer ikke reguleres og integreres, efterlades vi med en stor udfordring: Hvad stiller vi op med tilstandene og erindringerne?
Dominans- og underkastelsesmønstre udgør ofte ”løsninger”, som ligger ovenpå uregulerede traumetilstande. Mønstrene støtter os til at fungere i hverdagen, indenfor den begrænsning, som de også indebærer. Dominans- og underkastelses-mønstrene kan relatere mest til autoritetstemaet, tilknytningstemaet eller dem begge.
På RTT 5-dages kurset er strategien primært at gå bag om mønstrene og bygge nye spor i forhold til mulighed for selvregulering og gensidig regulering.
På de 2 5-dages kurser om Autoritet og traumer og Tilknytning og traumer ligger fokus på de dominans- og underkastelsesmønstre, som i hverdagen beskytter os mod at mærke de underliggende uregulerede tilstande og dermed få mulighed for at komme lag dybere i traumebearbejdning.
Bevidstgørelse af mønstrene indebærer også at se på hvordan vi gennem disse selv bidrager til at opretholde traume-påvirkningen.
Vores erfaring er, at det er funktionelt at skille processer der handler om henholdsvis autoritet og tilknytning fra hinanden så klart som det er muligt. Det er den intention, der kommer til udtryk på de 2 5-dages kurser.
At adskille temaerne giver mulighed for at udforske og skabe bevægelse i mønstre, som ellers kan være vævet sammen.
Vores tilknytningsmønstre grundlægges tidligt i livet og følger os ifølge tilknytningsteorien (John Bowlby) ind i voksenalderen.
Men hvad sker der med vores forhold til tilknytning i og efter traumer?
Dette kursus fokuserer på sammenvævningen af tilknytnings- og traumemønstre - og på hvordan vi konkret kan række ind i mønstrene og påbegynde en helingsproces.
Traumer kan berøre tilknytning både gennem selve traumebegivenheden - og/eller i mødet bagefter. Tilknytningsmønstre udspiller sig i hjælpesøgende og hjælpegivende roller med risiko for at havne i udveksling præget af dominans eller underkastelse.
Hvordan tilbyder vi et ”holding environment” uden at blive ”redningsmænd”?
Hvordan opsøger vi hjælp uden at blive one-down - eller uden at prøve at kontrollere interaktionen?
Hvordan styrker vi muligheden for jævnbyrdige møder, hvor regulering kan ske?
De arousal-tilstande, der udløses i traumer udfordrer vores rumnings-kapacitet.
Både i den hjælpesøgende og den hjælpegivende rolle er der brug for færdigheder her og nu, for at kunne deltage i tryghedsoptimering og affektregulering, der er afgørende elementer i bearbejdning og heling.
På kurset vil vi:
- anvende psykomotorisk og neurocentrisk færdighedstræning som støtte til selvregulering, orientering her og nu - og dermed opbygning af resiliens
- bevidstgøre tilknytnings-temaet og de triggere det indeholder
- udforske hjælpesøgende og hjælpegivende interaktion - med fokus på bevidstgørelse af dominans- og underkastelses-adfærd - og træning i muligheden for et jævnbyrdigt møde
- træne gensidig regulering af emotioner og arousal-tilstande - med ligeligt fokus på deling af tilstande og individuel afgrænsning - og med fokus på plads til både ligheder og forskelle
- teori om tilknytningsmønstre og om affektregulering som et væsentligt aspekt i tilknytnings-relationer
- teori om organiserede og disorganiserede overlevelsesreaktioner og differentiering mellem hvilke metoder, der er funktionelle afhængigt af hviken type overlevelsesreaktioner, man arbejder med
- reflektere over terapeutrollen i traume-terapeutiske processer.
Undervisningsform
Undervisningsformen rummer en blanding af bottom-up proces, som indebærer at forholde sig til kropssansninger, både viscerale (introception) og fra muskel- og skelet-systemet (proprioception), og top-down træning i fakta-orienteret verbalt sprog og støtte til udvikling af et meta-kognitivt ståsted at forholde sig til autoritet og traumer fra.
Der indgår øvelser, praktisk træning, gruppeproces udveksling om teori, demonstration, og refleksion.
Undervisere:
Merete Holm Brantbjerg:
Arbejder som underviser, supervisor og psykoterapeut internationalt. Leder og indehaver af Moaiku Relationel Traumeterapi. Medskaber af Bodynamic Analyse - medlem af EABP og af Dansk Psykoterapeutforening. Merete er specialiseret i at anvende psykomotorisk færdighedstræning og system-orienteret gruppeproces som psykoterapeutiske metoder i relation til stress og traumer og i forhold til mestring af det hjælpesøgende/hjælpegivende samspil. Er trænet i SCT Systems Centered Therapy. Hun har skrevet en række artikler om aspekter af Relationel Traumeterapi. Har deltaget og præsenteret på europæiske konferencer om kropspsykoterapi (EABP) og om traumeforskning (ESTSS).
Kolbjørn Vårdal:
Psykoterapeut - medlem af EABP, Bachelorgrad i uddannelsesvidenskab og mastergrad ved Institutt fro Kliniks Medisin, Universitetet i Oslo, i vold og traumatisk stress.
Kolbjørn har specialiseret sig i viden om traumatiske minder og hvordan neuropsykologiske interventioner kan støtte bearbejdning og udvikling af resiliens for traumatisk stress.
Medskaber af Relationel Traumeterapi.
Kolbjørn har privatpraksis på i Oslo med individual-, par- og gruppeterapi. Han vejleder og underviser terapeuter samt institutioner i Skandinavien i traumeterapi.
17.-21.februar 2027
Undervisningstider:
Alle dage: kl. 9.30 17.30 på nær sidste dag hvor tiden er: kl 9.30 - 17.
Sted: NOR, Hejrevej 30, 5.sal, 2200 København N
Deltagerantal: Maks. 24 deltagere.
Pris: Dkr. 10.500 ved tilmelding og betaling af 1.rate før 2.januar 2027
Ved senere tilmelding er prisen Dkr. 11.000.
Kursusnummer: 274127
Tilmelding og information : e-mail: moaiku@brantbjerg.dk