5-dages kursus i Relationel Traumeterapi
Autoritet, dominans og underkastelse
– elementer i stress- og traumeterapi.

Dette kursus er skabt for at møde den interesse, der er hos trænede psykoterapeuter i forhold til metoden. Det kan tages som en fortsættelse af RTT 5 dages-kurset, Vi anbefaler denne rækkefølge - men er også åbne for muligheden af at man starter med dette. Kurset vil formentlig blive gentaget een gang årligt eller een gang hvert andet år - og kan med udbytte tages flere gange.

Kriterier for deltagelse i kurset er:

- Minimum een forudgående psykoterapeutisk efteruddannelse og gerne en traumeterapeutisk træning også.

- Arbejde som psykoterapeut gerne med fokus på traumeterapi

Autoritets-temaet har været del af RTT fra 2009 og frem - med fokus på iagttagelse af hvordan dominans og underkastelses-mønstre er vævet sammen med traumemønstre – og de muligheder det giver at bevidstgøre og forhandle med mønstrene. Bevidstgørelse af vores automatiske måder at gå over eller under kan være et vigtigt element i at åbne op til lag af bevidstheden, der ellers holdes væk.

Dominans og underkastelse er del af vores biologi – det kan vi ikke ændre på. At gå over og under - one up og one down - er del af hvordan vi overlever både i relation til hinanden – og i den indre dynamik mellem forskellige dele af os selv. Mønstrene relaterer ofte til autoritet og indflydelse – vi bliver nemt automatisk reaktive udløst af vores egne tolkninger, af andres adfærd eller af selve den ydre virkelighed. Vi går i kamp, bliver dominante eller underlægger os andre - i stedet for at lede eller følge udfra en styring indefra. Jo mere stressede vi er, desto lettere udløses disse dynamikker.
Dominans og underkastelse gør ondt - i hver af os og imellem os. Når vi går over eller under hinanden eller dele af os selv, mister vi styring indefra og emotionel resonans. Vi bliver dårlige til at lede og følge, opnå kontakt, rumme forskellighed, løse konflikter, hele, bearbejde osv.

Hvad kan vi stille op med denne del af os?
Vi kan lære at bevidstgøre og normalisere mønstrene, forhandle med dem og dermed opnå større valgfrihed mellem dominans/underkastelse og en jævnbyrdig relationsform. Målet med dette kursus er at stimulere den proces og dermed opbygge indre autoritet.

På kurset vil vi

- stimulere nysgerrighed i forhold til dominans og underkastelse trigget af autoritets-temaer på den ene side og jævnbyrdighed også i asymmetriske roller på den anden
- bevidstgøre autoritets-temaet og de triggere det indeholder
- træne psykomotoriske færdigheder, der støtter oplevelsen af styring indefra i ledende og følgende roller – et alternativ til dominans/underkastelse
- træne sansning af spændthed og opgivelse i muskler og opdage hvordan dominans og underkastelse opretholdes af en kombination af de 2 muskulære forsvar
- udforske hvordan dominante og underkastede positioner kan forhandles kropsligt, så adgangen til styring indefra og indre autoritet vækkes
- teori om 2 relations-systemer
- relatere dominans og underkastelse til stress- og traume-heling

Undervisningsformen rummer en blanding af kropslig færdighedstræning, praktisk udforskning, system-orienteret deling i gruppen og formidling af teori.

Undervisningsform
Undervisningsformen rummer en blanding af bottom-up proces, som indebærer at forholde sig til kropssansninger, både viscerale (introception) og fra muskel- og skelet-systemet (proprioception), og top-down træning i fakta-orienteret verbalt sprog og støtte til udvikling af et meta-kognitivt ståsted at forholde sig til autoritet og traumer fra.
Der indgår øvelser, praktisk træning, gruppeproces – udveksling om teori, demonstration, og refleksion.

Undervisere:

Merete Holm Brantbjerg:
Arbejder som underviser, supervisor og psykoterapeut internationalt. Leder og indehaver af Moaiku – Relationel Traumeterapi. Medskaber af Bodynamic Analyse - medlem af EABP og af Dansk Psykoterapeutforening. Merete er specialiseret i at anvende psykomotorisk færdighedstræning og system-orienteret gruppeproces som psykoterapeutiske metoder i relation til stress og traumer og i forhold til mestring af det hjælpesøgende/hjælpegivende samspil. Er trænet i SCT – Systems Centered Therapy. Hun har skrevet en række artikler om aspekter af Relationel Traumeterapi. Har deltaget og præsenteret på europæiske konferencer om kropspsykoterapi (EABP) og om traumeforskning (ESTSS).

Kolbjørn Vårdal:
Psykoterapeut - medlem af EABP, Bachelorgrad i uddannelsesvidenskab og mastergrad ved Institutt fro Kliniks Medisin, Universitetet i Oslo, i vold og traumatisk stress. 
Kolbjørn har specialiseret sig i viden om traumatiske minder og hvordan neuropsykologiske interventioner kan støtte bearbejdning og udvikling af resiliens for traumatisk stress.
Medskaber af Relationel Traumeterapi.
Kolbjørn har privatpraksis på i Oslo med individual-, par- og gruppeterapi. Han vejleder og underviser terapeuter samt institutioner i Skandinavien i traumeterapi.

Praktiske oplysninger -

18.-22.februar 2026

Undervisningstider:
Alle dage: kl. 9.30 – 17.30 – på nær sidste dag hvor tiden er: kl 9.30 - 17.

Sted: NOR, Hejrevej 30, 5.sal, 2200 København N

Deltagerantal: Maks. 24 deltagere.

Pris: Dkr. 10.000 ved tilmelding og betaling af 1.rate før 2.januar 2026
Ved senere tilmelding er prisen Dkr. 10.500.
Svenske og norske deltagere kan betale i svensk valuta. Pris udregnes senere baseret på valutakursen.

Kursusnummer: 272126

Tilmelding og information : e-mail: moaiku@brantbjerg.dk